Lars Hübertz er den nye kommunikations- og fundraisingchef i Psykiatrifonden.

Psykiatrifonden er inde i en rivende vækst, udvikling og fokusering og har været det de senere år. Det skærpede fokus betyder nu, at afdelingerne Kommunikation og Marketing & Fundraising rykker sammen og bliver til én samlet afdeling med knap 20 medarbejdere under Lars Hübertz’ ledelse. Fokuseringen betyder samtidig, at Psykiatrifonden lukker sit forlag.

Lars Hübertz er 49 år, uddannet cand. mag og har været ansat i Psykiatrifonden i snart ti år, hvor han blev ansat som kampagnechef. Da kom han fra en lignende stilling i Hjerteforeningen.  

Udviklingen i Psykiatrifonden har de senere år betydet, at organisationen er blevet udvidet med afdelingen Viden & Udvikling, som Merete Konnerup, tidl. TrygFonden, er leder af. Afdelingen har særligt fokus på forskning, viden, udvikling, data og analyser. Samtidig har Psykiatrifonden etableret afdelingen Politik, der arbejder med public affairs. Dispositionerne kommer til at løfte og intensivere Psykiatrifondens rolle i en central position som den væsentligste aktør og talerør for mennesker med psykisk sygdom og deres pårørende. Det skal ses sammen med Psykiatrifondens nye tagline ”Psykisk sygdom må aldrig ødelægge liv”.

Psykiatrifonden er en privat, sygdomsbekæmpende organisation, der primært lever af indsamlede midler. Psykiatrifonden blev etableret i 1996 af den nu afdøde psykiater Jes Gerlach og er i dag den største organisation herhjemme for mennesker med psykisk sygdom og deres pårørende med sine 23.000 støttemedlemmer. Bestyrelsesformand er i dag overlæge i psykiatri Torsten Bjørn Jacobsen.